USA’s valgmænd bekræfter Biden som præsident

    Valgmandskollegiet bekræfter, at Demokraternes Joe Biden bliver USA’s kommende præsident, da over 270 valgmænd har peget på Biden.

    Det var USA’s mest folkerige delstat, Californien, der med sine 55 valgmænd til Biden mandag eftermiddag lokal tid sikrede de sidste nødvendige stemmer til den tidligere vicepræsident.

    Normalt er det en ren formalitet, at valgmændene afgiver stemmer, men i år er der langt større opmærksomhed på valgmændene, fordi præsident Donald Trump nægter at erkende, at han har tabt valget.

    Tidligere mandag afgav valgmænd i flere svingstater, hvor Donald Trump har forsøgt at omstøde resultatet, stemmer til Biden.

    /ritzau/Reuters