Flere af Googles platforme virker mandag ikke for tusindvis af brugere over hele verden.
Det gælder blandt andet Youtube, Google Drive og Gmail.
På Twitter har Youtube skrevet, at de er klar over problemet og arbejder på at løse det.
Samme melding lyder det fra Googles kommunikationschef i Sverige til det svenske medie Dagens Industri.
– Ja, vi er klar over det og kigger på det lige nu, siger Joakim Larsson til Dagens Industri.
Hvad problemet skyldes er ukendt på nuværende tidspunkt.
Nyhedsbureauet Reuters har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Alphabet Inc., der er moderselskabet for Google og deres forskellige platforme.
/ritzau/











