Ellemann: Støjberg gav ikke direkte ulovlig ordre

    Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen finder det “væsentligt”, at partiets næstformand, Inger Støjberg, som udlændinge- og integrationsminister i 2016 ikke direkte gav en ulovlig ordre i sagen om adskillelse af asylpar, hvoraf den ene var mindreårig.

    Det skriver han på Facebook.

    – Jeg har fået gengivet, at kommissionen er nået frem til, at Inger ikke på noget tidspunkt har givet en direkte ordre om at administrere i strid med lovgivningen.

    – Det er i tråd med, hvad Inger selv har sagt igennem forløbet. Og det er væsentligt, skriver han.

    Ellemann-Jensen skriver desuden, at han den næste tid vil gennemgå kommissionens delberetning, som er kommet mandag formiddag.

    /ritzau/