Er man ved at være træt af gråvejr, er der gode nyheder fra DMI – sådan da.
For de seneste ugers skydække bliver i den kommende tid afløst af mere ustadigt vejr med en del regn, men også mulighed for kig til solen.
Det fortæller Henning Gisselø, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
– Vi får et vejrskifte i dag, hvor vi går væk fra det her grå, ensformige skydække, og hvor vi i stedet indleder en periode med ustadigt vejr, siger meteorologen.
Mandag kommer en front ind vestfra, som i løbet af dagen breder sig over landet.
Den bringer en del regn, en let til frisk vind i det meste af landet og for årstiden milde temperaturer på mellem fem og otte grader.
Det billede ventes at fortsætte det meste af ugen med en mulighed for, at onsdag kan blive lidt mere solrig og tør end de andre.
– Hvis man skal pege på en dag med lidt større solchancer end de andre, så må det være den, siger Henning Gisselø.
Men meteorologen påpeger samtidig, at den ustadige vejrtype giver en vis usikkerhed i forhold til solchancerne.
– Man skal lige passe lidt på med at love for meget sol, fordi den er ikke på himlen særligt længe, og perioderne med huller i skydækket kan jo sagtens ligge, når det er mørkt, siger han.
– Men lidt har jo også ret, og vi åbner for, at der kan komme lidt mere sol.
De milde temperaturer kommer også til at præge nattetimerne, hvor der i den kommende uge ikke ventes nattefrost.
Ser man en smule længere frem i tiden mod 24. december, vurderer Henning Gisselø ikke, at det ligner, at der er hvid jul på vej.
– Det kan godt blive lidt koldere frem mod jul, men lige nu ligner det ikke, at der kommer sne, siger han.
/ritzau/











