Tyskland planlægger at lukke en lang række butikker og skoler i landet fra onsdag 16. december og frem til 10. januar.
Også arbejdsgivere vil blive opfordret til at lade ansatte, der kan, arbejde hjemmefra.
Det viser et udkast til en ny nedlukning fra regeringen ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Søndag mødes forbundskansler Angela Merkel med ministerpræsidenter for landets 16 delstater på video for at diskutere en anden hård nedlukning for hele Tyskland.
Mødet forventes at begynde klokken 10 søndag.
Flere delstater har dog allerede besluttet en ny nedlukning efter store stigninger i smitte.
Det skyldes, at delstaterne i Tyskland har udstrakt selvstyre og en regering, der tager beslutninger for delstaten på en lang række områder. Merkel presser dog på, for at hele landet kan indføre ens tiltag i en ny nedlukning.
Delstaten Badem-Württemberg planlægger fra næste uge at indføre et natligt udgangsforbud og begrænsninger på udgang. Det indebærer, at borgere kun må forlade deres hjem med et anerkendelsesværdigt formål såsom at gå på arbejde, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Også i delstaten Sachsen, hvor der er den højeste smitte i landet i øjeblikket, vil skoler, daginstitutioner og mange forretninger lukke fra mandag og frem til 10. januar. I Sachsen planlægger man et udgangsforbud mellem klokken 22 og 06.
En anden delstat med høj smitte er Thüringen, hvor delstatens ministerpræsident har besluttet at lukke alle butikker fra mandag. Kun dagligvarebutikker er fortsat åbent.
I den seneste uge har Tyskland dagligt haft mere end 20.000 smittetilfælde. Fredag var rekorden med 29.875 nye tilfælde på et enkelt døgn.
Det var forholdsmæssigt langt færre end i Danmark. I Tyskland bliver der dog ikke testet lige så mange som herhjemme, hvilket gør det svært at sammenligne tallene. I Danmark testes i forhold til indbyggertal seks gange så mange mennesker som i Tyskland.
Søndag er tallet 20.200 nye smittetilfælde i Tyskland.
Tyskland har været i en delvis nedlukning i seks uger, hvor blandt andet barer og restauranter har været lukket over hele landet. I nogle delstater har der været strengere restriktioner.
/ritzau/reuters/dpa











