USA undgår føderal nedlukning mindst en uge endnu

    USA’s præsident, Donald Trump, har fredag underskrevet en midlertidig forlængelse af finansieringen af statsapparatet på en uge.

    Dermed undgår USA en delvis nedlukning ved midnat mellem fredag og lørdag.

    Samtidig giver det mere tid til at få forhandlet en ny coronahjælpepakke på plads.

    Forlængelsen blev først vedtaget i Repræsentanternes Hus onsdag, dernæst af Senatet fredag eftermiddag og til sidst underskrevet af Donald Trump

    Uden godkendelsen ville dele af det føderale amerikanske statsapparat være lukket ned.

    Det gælder visse lufthavne, nationalparker og nogle regeringskontorer.

    Nu lurer en ny deadline 18. december.

    Inden den dato vil Kongressen fokusere på at få underskrevet en lov om et føderalt budget på i alt 8600 milliarder danske kroner.

    Det vil holde det føderale USA kørende frem til september 2021.

    Lykkes det ikke at nå frem til enighed inden da, vil en ny midlertidig lov være nødvendig – eller også vil det føre til nedlukning.

    To gange i løbet af Trumps præsidentperiode har USA oplevet føderale nedlukninger.

    Det er sket efter uenigheder om støtte til immigrantordningen Daca og Trumps grænsemur til Mexico.

    Imens forsøger forhandlere også at nå frem til en coronahjælpepakke, som de prøver at få sammenkoblet med loven om statsbudgettet.

    Hjælpepakken har de seneste måneder været genstand for stor uenighed mellem Republikanerne og Demokraterne.

    Uenigheden handler både om, hvor mange penge der skal sendes ud i samfundet, og hvordan pengene skal bruges.

    /ritzau/Reuters