Avis: Trumps stabschef truer vaccineansvarlig med fyring

    Stabschefen i Det Hvide Hus, Mark Meadows, har fredag lagt pres på chefen for USA’s lægemiddelstyrelse (FDA), Stephen Hahn, for at nødgodkende en coronavaccine inden dagen er omme.

    Unavngivne kilder siger til Washington Post, at stabschefen har truet Hahn med fyring, hvis det ikke sker.

    En embedsmand i Det Hvide hus vil ikke umiddelbart kommentere sagen over for Washington Post.

    – Vi kommenterer ikke private samtaler, men chefen beder jævnligt om opdateringer om fremskridt inden for vacciner, siger embedsmanden.

    FDA planlægger nu at give en nødgodkendelse allerede fredag i stedet for lørdag som hidtil planlagt, skriver The New York Times, der ikke nævner en fyringstrussel.

    Avisen skriver dog, at Mark Meadows skal have klaget til FDA-chefen over, at processen går for langsomt.

    Kilder med kendskab til processen siger til begge amerikanske aviser, at såvel FDA som Pfizer nu har travlt med at få det sidste papirarbejde på plads. Det er vaccinen fra Pfizer og Biontech, som FDA skal tage stilling til.

    På Twitter lægger præsident Trump ligeledes pres på Hahn. Han kalder FDA en “stor, gammel, langsom skildpadde”.

    – Få de pokkers vacciner ud NU, skriver Trump i en besked, der er rettet til Stephen Hahn.

    Trump har flere gange tidligere beklaget sig over, at en coronavaccine ikke var klar inden USA’s valg den 3. november, som han lovede i sensommeren.

    Et ekspertudvalg under FDA anbefalede torsdag en nødgodkendelsen af coronavaccinen.

    Flertallet af eksperterne vurderede, at fordelene ved at tage vaccinen vejede tungere end risikoen for personer på 16 år og ældre.

    FDA er ikke forpligtet til at følge udvalgets anbefalinger. Men de forventes at gøre det.

    Når nødgodkendelsen på plads, forventer USA’s regering at kunne begynde at levere 2,9 millioner doser af vacciner.

    Den 17. december skal en vaccine fra selskabet Moderna bedømmes af et udvalg under FDA.

    /ritzau/