Region Sjælland øger beredskabet og aflyser operationer

    Region Sjælland øger beredskabet fra trin 1 til trin 2 som følge af et stigende antal indlagte patienter med coronavirus.

    Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

    Flere planlagte operationer bliver dermed aflyst for at frigøre personale og sengepladser til covid-19-patienter.

    Det rammer i første omgang Sjællands Universitetshospital i Køge og Roskilde, hvor alt planlagt kirurgi bliver aflyst. Akut kirurgi og kræftkirurgi fortsætter dog uændret.

    – Det er endnu ikke muligt at sige, hvor mange patienter der får udskudt planlagt behandling. Men alle berørte patienter får direkte besked fra sygehusene, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) i pressemeddelelsen.

    – Vores sundhedsvæsen er åbent, og vi behandler alt akut og livstruende. Vi udskyder kun noget, der kan udskydes. Men det er selvfølgelig klart, at det er frustrerende for den enkelte patient, som bliver ramt af det, siger han.

    Heino Knudsen oplyser til Ritzau, at de berørte patienter “hurtigst muligt” vil få en ny tid, og at operationerne ikke bliver aflyst for en længere periode.

    Region Sjælland har fredag 67 patienter indlagt med coronavirus.

    Udviklingen i antallet af indlagte kommer til at afgøre, hvor mange operationer der fremover skal aflyses.

    Det afgør ligeledes, om andre sygehuse i regionen bliver berørt.

    For en uge siden gik Region Sjælland fra trin 0 til trin 1 i beredskabet.

    Det førte til, at planlagte operationer på Ortopædkirurgisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Køge blev udskudt.

    /ritzau/