Det er ikke kun nye smittetilfælde med coronavirus, der stiger. Også når man ser på, hvor mange der hver dag bliver indlagt, går det den forkerte vej.
88 patienter er blevet indlagt med coronavirus det seneste døgn, og det er på højde med epidemiens top i foråret.
Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) fredag.
I slutningen af marts blev rekordmange indlagt med coronavirus på hospitalerne, og tal fra SSI viser, at der i ugen fra 23. til 29. marts blev indlagt i gennemsnit 80 nye coronapatienter per døgn.
Den seneste uge er der i gennemsnit 72 nyindlæggelser af folk med covid-19.
Mange indlæggelser presser hospitalsvæsenet, og Christian Wamberg, der er overlæge på intensivafdeling på Bispebjerg Hospital i København, frygter, at antallet vil stige.
– Antallet er indlagte er fint lige nu, men jeg frygter, det er stigende. Vi ser typisk patienterne baseret på 14 dage gamle smittetal.
– Så hvis der var 2000 smittede for 14 dage siden og 3000 i denne her uge, så tænker jeg “puha, jeg ved godt, hvad jeg skal lave i julen”, siger overlægen.
De 88 nye indlæggelser betyder, at der fredag er 361 personer indlagt med coronavirus i Danmark. 48 af dem ligger på intensiv, heraf får 27 ilt fra en respirator.
Under epidemiens top i foråret var antallet af indlæggelser markant højere. I slutningen af marts og begyndelsen af april var over 500 indlagt, men med tiden er sundhedsvæsenet blevet bedre til at behandle folk med coronavirus.
Det fører til, at patienter med coronavirus, der bliver så syge, at de skal indlægges, generelt er indlagt i kortere tid end i foråret.
Det fortalte Bjarne Ørskov Lindhardt, ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Afdeling ved Hvidovre Hospital, i august.
– Vi er jo blevet meget klogere, end vi var i foråret, og vi kan nu tilbyde patienter flere forskellige former for behandling. Det betyder helt konkret, at dødeligheden er lavere, at patienterne er indlagt i kortere tid, og at færre af dem kommer på intensiv, sagde han i en pressemeddelelse fra hospitalet.
Han oplyste, at alle coronapatienter får ilt. I starten fik patienter først lidt ilt i næsen, men erfaringer viste, at der var brug for meget ilt, og derfor skiftede sygehusene over til at give patienterne ilt i masker.
Også ernæringen har en betydning, og der er kommet lægemidler, som kan hjælpe.
/ritzau/











