Der er lange udsigter til en topplacering for Kevin Magnussen, når han søndag kører sit sidste Formel 1-grandprix i denne omgang.
Danskerens Haas-racer har fået udskiftet dele af sin motor, og derfor kommer Magnussen til at holde bagest, når starten går i Abu Dhabi søndag.
Det skriver Haas på Twitter.
Løbet er det sidste i 2020-sæsonen, og da Magnussens kontrakt med Haas ikke er blevet forlænget, er det altså også danskerens sidste for både Haas og i Formel 1.
Magnussen skal næste år køre i den nordamerikanske sportsvognsserie Imsa.
Formel 1-feltet tog fredag hul på forberedelserne til søndagens grandprix. I dagens to træninger endte Magnussens bil med henholdsvis 18.- og 16.-bedste tid.
I den første træning sad Mick Schumacher, der næste år skal køre for Haas, bag rattet i Magnussens bil.
Der afholdes en træning mere lørdag formiddag inden kvalifikationen senere på dagen.
/ritzau/











