Torsdag blev Danmarks Ishockey Unions formand, Henrik Bach Nielsen, ved Vestre Landsret idømt 30 dages betinget fængsel for vold i forening.
Men formanden forventer ikke, at hans voldsdom får konsekvenser for hans arbejde. Det skriver Nordjyske.
– Sagen har intet at gøre med mine kvalifikationer som formand, siger han til mediet.
Bach Nielsen fortæller desuden, at han ikke er enig i dommen, som han modtog torsdag, men at han respekterer det danske retssystem.
I september gav han udtryk for, at han til september i 2021 vil gå efter en toppost vi Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF).
– Det er en meget privat sag, så jeg forventer ikke, at det får konsekvenser for mit arbejde, siger han.
Dommen torsdag ved Vestre Landsret var en stadfæstelse af Retten i Aalborgs dom fra november sidste år.
/ritzau/











