Afgørende politiforhandlinger rykket i sidste minut

    Kort før Folketingets partier skulle have holdt afsluttende forhandlinger om en ny flerårig politireform, er forhandlingerne udskudt.

    Det erfarer Ritzau fra en række kilder.

    Forhandlingerne, der skulle være startet klokken 18 på Christiansborg, vil blive genoptaget fredag klokken 17. Forud for de planlagte forhandlinger onsdag var det forventet, at en aftale ville kunne indgås.

    De store og vigtige forhandlinger om en aftale for politiet blev påbegyndt allerede i august og er løbende pågået siden da.

    I regeringens udspil er der lagt op til store ændringer i blandt andet Rigspolitiet, der altså – med de langstrakte forhandlinger – vil have meget kort tid til at forberede og implementere disse.

    Status onsdag er, at alle Folketingets partier fortsat er med ved forhandlingsbordet.

    Regeringen vil blandt andet oprette 20 nærpolitienheder, som skal være åbne mindst 15 timer om ugen. De skal placeres over hele landet, hvor der nu er langt til politiet. Ti i Østdanmark og ti i Vestdanmark.

    Som en del af finansieringen af udspillet vil regeringen halvere Rigspolitiet. Nærmere bestemt skal det reduceres med 900 årsværk, hvis det står til regeringen.

    Besparelser på uddannelsernes markedsføringsbudget skal også sikre den nødvendige finansiering, hvis det står til regeringen.

    Den lægger op til en besparelse på 100 millioner kroner i 2021. Fra 2022 til 2024 lægges der op til en årlig besparelse på 150 millioner kroner.

    I et udkast til en aftale, som DR Nyheder kunne læse i sidste måned, fremgik det, at regeringen i oplægget til aftalen ønsker, at politiet skal rykke ud til indbrud inden for 24 timer.

    Det fremgik desuden af udkastet, at hvis indbrudstyven stadig er på gerningsstedet, så skal politi et rykke ud med det samme.

    Står det til regeringen, skal flere optages på politiskolen i 2021 og 2022, hvilket skal sikre yderligere 300 nye politibetjente.

    /ritzau/