Fyret AC Horsens-træner inkriminerer ikke direktør

    Tilbage i begyndelsen af november sagde AC Horsens’ direktør, Kristian Nielsen, at den nu daværende træner Jonas Dal ville forblive klubbens træner, såfremt den rykkede ned.

    Men tirsdag valgte klubben så alligevel at fyre Jonas Dal, der blot har besat stillingen siden sommeren.

    Men hovedpersonen selv vil ikke lægge Kristian Nielsen noget til last på trods af udtalelsen fra november.

    – Han sendte det jo ikke ud i en pressemeddelelse. Han bliver spurgt i et interview.

    – Havde han sagt, at jeg var fyringstruet, havde det jo også været forkert. Alle svar havde været forkerte i en sådan situation, siger Jonas Dal.

    Jonas Dal fortæller, at han snakkede med bestyrelsesformanden i klubben tirsdag aften.

    – Han forklarede mig, at det er sindssygt vigtigt for dem at blive i Superligaen, og så kan jeg jo godt se, at seks point er for lidt.

    Dal forklarer desuden, at han har fået det indtryk, at spillerne har bakket ham op i hans tid i Horsens.

    – Man vil nok alligevel kunne finde en enkelt eller to, der måske ikke har været tilfredse med en træner, forklarer han.

    /ritzau/