Premier League støtter lavere ligaer med 250 millioner pund

    Den engelske Premier League er torsdag nået til enighed med English Football League (EFL) om en hjælpepakke til en værdi af 250 millioner pund.

    Beløbet svarer til godt to milliarder kroner, og det skal give give økonomisk støtte til klubberne i de lavere engelske fodboldligaer.

    Premier League er den bedste fodboldrække i England, mens EFL repræsenterer de tre ligaer, der ligger lige under toprækken.

    Flere af klubberne i de lavere ligaer er blevet ramt hårdt økonomisk af coronakrisen. Blandt andet har pandemien betydet, at tilhængere i månedsvis ikke har været velkomne på de engelske stadioner.

    – Vores altoverskyggende mål i den her proces har været at sikre, at alle EFL-klubber overlever pandemiens økonomiske konsekvenser.

    – Jeg er glad for, at vi nu er nået frem til en løsning på vegne af vores klubber. Vi har hele tiden fastholdt, at det her vil give tiltrængt støtte og klarhed i kølvandet på måneders usikkerhed, siger EFL-formand Rick Parry.

    50 millioner pund bliver fordelt mellem klubberne i den tredje- og fjerdebedste række. 200 millioner pund bliver stillet til rådighed i rentefri lån til klubberne i den næstbedste række, The Championship.

    Aftalen glæder Oliver Dowden, der er den britiske regerings minister for blandt andet sport og kultur. Ministeren opfordrede for måneder siden Premier League til at give en hjælpende hånd til klubberne under sig.

    – Jeg er glad for, at fodbolden har samarbejdet og er nået til enighed om en betragtelig pakke. Fans er så småt på vej tilbage, og vi ser frem til at udvide yderligere, så snart det er sikkert, siger han.

    Det er fra denne uge blevet tilladt for et begrænset antal tilskuere at komme ind på de engelske stadioner. Det højeste antal er 4000 personer, hvilket er tilladt i de områder hvor der vurderes at være lavest smitterisiko.

    /ritzau/Reuters