Plan skal halvere antal dræbte og tilskadekomne i trafikken

    Når årtiet går på hæld, skal antallet af dræbte og tilskadekomne på de danske veje som minimum være halveret.

    Sådan lyder målsætningen i en ny handlingsplan, som Færdselssikkerhedskommissionen offentliggør torsdag.

    Senest i 2030 skal antallet af dræbte bringes ned på 90 årligt, mens ikke flere end 900 personer må komme alvorligt til skade i ulykker, der er registreret af politiet.

    – Målsætningen er ambitiøs, det er sandt, men der er sandelig også brug for ambitioner på dette område, siger Færdselskommissionens formand, Andreas Steenberg (R), og næstformand Kristian Pihl Lorentzen (V).

    – Hvert år mister omkring 180 personer livet i trafikken, og flere end 3000 personer kommer til skade på vejene.

    – De tal er alt for store – og bag hvert tal ligger et menneske og en familie, der er blevet berørt af trafikulykken. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan for at få omfanget af trafikulykker nedbragt, siger de i den fælles udtalelse.

    Analyser fra Vejdirektoratet viser, at ulykker ofte sker, fordi der bliver kørt alt for hurtigt, og fordi trafikanterne er uopmærksomme.

    /ritzau/