Norge lemper coronaanbefaling: Flere kan samles i julen

    De norske myndigheder lemper lidt på coronarestriktionerne, så nordmændene kan have flere gæster over julen.

    I øjeblikket anbefales det ikke at invitere flere end fem gæster uden for husstanden, hvis der afholdes arrangementer i hjemmet.

    På to valgfrie dage over julen lempes anbefalingen nu, så nordmændene kan invitere op til ti gæster. Det skriver NRK.

    – Vi opretholder reglen om fem gæster, men for to af dagene åbner vi for op til ti gæster. For eksempel på jule- og nytårsaften eller to andre dage, siger den norske statsminister, Erna Solberg, på et pressemøde.

    Hun understreger, at der er tale om nationale anbefalinger:

    – Det kan være, at kommunerne har strengere regler for antallet af gæster over julen, lyder det fra Solberg ifølge NRK.

    /ritzau/