Mafiabander står på spring til at berige sig på vacciner

    Interpol, den internationale politiorganisation, advarer om, at organiserede kriminelle formentlig vil forsøge at berige sig på de nye vacciner mod covid-19.

    Det kan være i form af at sælge falske vacciner.

    Interpol, der har hovedkvarter i Frankrig, oplyser, at organisationen har udsendt en global advarsel til politiet i de 194 medlemslande.

    Her opfordres de til at ruste sig mod mafiagrupper og andre netværk af kriminelle, der retter deres aktiviteter mod vacciner mod covid-19. Både fysisk og på internettet.

    – Mens regeringer er ved at forberede sig på at rulle vaccinerne ud, så er kriminelle organisationer i gang med at planlægge, hvor de kan infiltrere og forstyrre leverancekæderne.

    Det siger Interpols generalsekretær, Jürgen Stock.

    – Kriminelle netværk vil også målrettet gå efter intetanende borgere via falske hjemmesider og falske opskrifter på behandling, hvilket kan udgøre en betydelig risiko for deres sundhed og selv deres liv, fastslår han.

    Storbritannien oplyste onsdag, at det som det første land giver en nødgodkendelse til at starte vaccinationer mod covid-19.

    Det vil ske med den tysk-udviklede vaccine fra Biontech, der produceres af det amerikanske selskab Pfizer.

    /ritzau/Reuters