Efter knap to års byggeri åbner Googles milliarddyre datacenter mandag ved Fredericia. Og allerede fra første dag er centret, der sluger enorme mængder strøm, CO2-neutralt.
Elforbruget på centret bliver nemlig dækket af fem solcelleparker. Det skriver Google i en pressemeddelelse.
De fem parker er spredt ud over hele landet og ligger blandt andet ved Gimming i Østjylland og Næstved på Sydsjælland.
Ifølge selskabet er dets datacentre mere energieffektive end gennemsnittet.
Det i Fredericia bliver dog et af de grønneste i verden målt på antal timer med direkte grøn strøm.
Googles danske direktør, Malou Aamund, forklarer, at datacentre er maskinrummet, der holder Googles tjenester kørende.
– Men det er faktisk også frontløbere, når det gælder innovation – det er her, vi udvikler de mest energieffektive løsninger og ny, grøn teknologi, siger hun i meddelelsen.
Der nævnes blandt andet projektet Eloprindelse.dk, der er i gang i øjeblikket. Her udvikles en ny metode til at spore den grønne strøm sammen med blandt andet det statslige Energinet.
Datacentret er Googles femte i Europa. Det har været to år undervejs og kostet 4,5 milliarder kroner.
En analyse viser ifølge Google, at byggeriet i årene 2018-2020 har understøttet omkring 2600 job.
Fredericias borgmester, Jacob Bjerregaard (S), glæder sig over Googles engagement i byen.
– Det at få en af verdens største techvirksomheder til kommunen giver ikke kun arbejdspladser. Det giver også nogle spændende muligheder for samarbejde til gavn for borgere og foreningsliv i kommunen.
– Derudover falder Googles grønne profil i god jord her i Fredericia, fordi vi er godt i gang med den grønne omstilling, så vi kan nå vores mål om at blive CO2-neutral i 2050, siger han i meddelelsen.
Der vil være omkring 150 ansatte på datacentret, men afledt vil det være med til at beskæftige endnu flere, hvis underleverandører medregnes.
/ritzau/











