Torsdag bliver Danmark ramt af hårde vindstød, og det har fået Øresundsbroen til at fraråde vindfølsomme køretøjer at passere broen.
Det skriver Vejdirektoratet på Twitter.
Restriktionerne ventes først ophævet torsdag klokken 23.
Vindfølsomme køretøjer er eksempelvis biler med campingvogne eller anhængere eller lastbiler med ingen eller meget let last. Busser og varebiler kan ligeledes være vindfølsomme.
Det er ikke kun østpå, at det kommer til at ruske i træerne.
DMI skriver i en vejrmelding tidligt torsdag morgen, at hård vind til hård kuling og kraftige vindstød fejer hen over landet vestfra:
– Stedvis vil der forekomme vindstød af stormstyrke, og mod nordvest vil middelvinden en overgang nå op på stormende kuling med vindstød op til stærk storm!
Foruden blæsten sætter lavtrykket også skub i arktisk kulde, som i løbet af dagen breder sig ned over landet nordvestfra. Sent torsdag samt natten til fredag kan der forekomme vinterlig nedbør i den nord- og østlige del af landet.
Det ventes at fortsætte med blæsende vejr hen over weekenden, men det vinterlige vejr bliver ifølge DMI ganske kortvarigt. Allerede lørdag blæser lunere vinde igen ind over Danmark vestfra.
/ritzau/











