OVERBLIK: Det ved vi om angrebene i Bruxelles


    To eksplosioner ramte tirsdag morgen kort før klokken 8 Zaventem-lufthavnen i Bruxelles med ni sekunders mellemrum.


    Den belgiske hovedstad, Bruxelles, blev tirsdag morgen ramt af angreb både i en lufthavn og på en metrostation.

    Her er, hvad vi ved:

    * Forløb:

    – To eksplosioner ramte tirsdag morgen kort før klokken 8 Zaventem-lufthavnen i Bruxelles med ni sekunders mellemrum.

    – Klokken cirka 9.15 ramte en eksplosion metrostationen Maelbeek i hjertet af Bruxelles.

    * Efterforskning:

    – Tre mænd ankom angiveligt til lufthavnen i en taxi. Chaufføren har til politiet oplyst, at mændene insisterede på at håndtere bagagen selv. De tre mænd er fanget på et overvågningskamera i lufthavnen.

    – Politiet eftersøger manden i hvid jakke og bøllehat, som var i lufthavnen, men flygtede.

    – Han efterlod sin taske med den største mængde sprængstof, som blev sprængt af myndighederne senere, fordi den var ustabil.

    – Manden blev set flygte fra lufthavnen i Bruxelles.

    – Ibrahim El Bakraoui var en af to selvmordsbombere klædt i sort, der blev fanget på overvågningskameraet i Zaventem-lufthavnen.

    – Den anden var Najim Laachraoui, der døde under angrebet ifølge politikilder, som AFP har talt med. Hans dna blev fundet på to selvmordsbombebælter efter angrebene i Paris i november.

    – Khalid El Bakraoui, der er bror til Ibrahim, stod bag angrebet i et tog ved metrostationen Maelbeek. De to brødre var i forvejen kendt af politiet.

    – Landets offentlige anklager har fortalt, at der er blevet udført ransagninger og razziaer over hele Belgien.

    – Ved en ransagning i bydelen Schaerbeek har politiet fundet eksplosiver, kemikalier og et Islamisk Stat-flag, oplyser anklagemyndigheden.

    – Islamisk Stat hævder i en meddelelse at stå bag angrebet.

    – Der er fundet store søm eller skruer i brystkassen på én såret, hvilket indikerer, at der har været tale om sømbomber.

    * Tidligere på dagen skrev belgiske medier, at Najim Laachraoui, der har været efterlyst siden angrebene i Paris i november, var anholdt. Det blev siden trukket tilbage, og det viser sig, at han altså døde under angrebet i lufthavnen.

    * Ofre:

    – Antallet af ofre for angrebene er mindst 31 døde og omkring 300 sårede ifølge tal fra statsanklageren.

    – En 37-årig peruansk kvinde er som den første blevet identificeret som en af de døde.

    – En færøsk mand er blevet lettere såret. Der er ikke oplysninger om andre skadede danske statsborgere.

    – Mindst tolv amerikanere, otte franskmænd og tre svenskere er blandt de sårede.

    * Belgien onsdag:

    – Flytrafikken til og fra Zaventem-lufthavnen er indstillet hele onsdag.

    – Klokken 12 har den belgiske regering bedt befolkningen om at deltage i et minuts stilhed.

    – Derudover er et af byens universiteter, alle Starbucks-butikker, flere banker og hæveautomater og dele af den offentlige transport lukket.

    – Tirsdag, onsdag og torsdag er nationale sørgedage i Belgien.

    Kilder: Belga News Agency, Reuters, AFP, The Guardian, La Libre, Ritzau, TT, Le Monde, Udenrigsministeriet, VTM, VRT, ABC News, DH, Rtbf.

    /ritzau/