OVERBLIK: Det siger verdens ledere om Bruxelles-angreb


    Den belgiske hovedstad, Bruxelles, blev tirsdag ramt af et blodigt angreb.

    Her er et overblik over, hvordan verdens ledere har reageret.

    * Belgiens premierminister, Charles Michel

    – Det er en sort dag for Belgien. Det, som vi har frygtet, er sket.

    * Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen

    – Jeg har givet udtryk for den smerte, vi alle sammen føler på Belgiens vegne. Det, vi oplevede her til morgen, er ganske enkelt forfærdeligt. Det fylder mig med afsky, vrede og sorg.

    * Den amerikanske præsident, Barack Obama

    – Amerikanernes tanker og bønner er med belgierne. Vi må forene os, vi må stå sammen uanset nationalitet, race eller tro mod terrorismens plage. Vi kan, og vi vil nedkæmpe dem, som truer trygheden og sikkerheden for folk rundt om i verden.

    * EU-præsident Donald Tusk

    – Jeg er rystet over bombeangrebene til morgen i Zaventem-lufthavn og EU-kvarteret i Bruxelles, som har kostet mange uskyldige mennesker livet og kvæstet mange andre. Disse angreb er udtryk for et nyt lavpunkt blandt terroristerne, som spreder had og vold.

    * Sveriges statsminister, Stefan Löfven

    – Det er et angreb mod det demokratiske Europa. Vi vil aldrig acceptere, at terrorister angriber vores åbne samfund.

    * Ruslands præsident, Vladimir Putin

    – Kampen mod denne ondskab kræver det højeste niveau af aktivt, internationalt samarbejde.

    * Nato-chef Jens Stoltenberg

    – Mine tanker er hos de personer, som har mistet deres nærmeste. Med alle dem, der er ramt, og med Belgiens folk. Vi står alle sammen med vores allierede Belgien på denne mørke dag. Dette er et kujonagtigt angreb. Et angreb på vores værdier og vores åbne samfund. Terrorisme vil ikke sejre over demokrati eller tage vores frihed fra os.

    * Den franske præsident, François Hollande

    – Gennem angrebene i Bruxelles er hele Europa blevet ramt. Frankrig, som selv blev angrebet i januar og november sidste år, er gået fuldt og helt ind i kampen mod terrorisme og vil fortsætte denne kamp – både internationalt og lokalt.

    * Tysklands forbundskansler, Angela Merkel

    – Forfærdelsen over disse angreb er lige så stor som vores beslutsomhed i at bekæmpe terrorisme.

    * Storbritanniens premierminister, David Cameron

    – Vi vil aldrig lade disse terrorister vinde.

    * Generalsekretær Ban Ki-moon i en udtalelse fra FN.

    – Ban Ki-moon er overbevist om, at Belgiens og Europas engagement for menneskerettigheder, demokrati og fredelig sameksistens fortsat vil være det sande og vedvarende svar på had og vold, som de i dag blev ofre for.

    Kilder: Reuters, AFP, Ritzau, TT

    /ritzau/