260 kunne rejse ind i EU uden tilladelse i ni måneder

    En teknisk fejl hos Rigspolitiet har medført, at indrejseforbud for 260 personer er blevet slettet fra en fælles EU-database.

    Dermed har personerne frit kunnet rejse ind i EU, selv om de har haft forbud mod at rejse ind i Schengenområdet.

    Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

    Fejlen blev opdaget 21. september 2020.

    De foreløbige undersøgelser peger på, at sletningerne er sket i perioden fra januar 2020 til september 2020.

    Rigspolitichef Thorkild Fogde fortæller, at man er i fuld gang med at undersøge omfanget af fejlen. Herunder om de pågældende personer med indrejseforbud kan være rejst ind i Danmark.

    – Det er ikke særlig sandsynligt, men vi skal være så sikre som muligt. Det er både beklageligt og utilfredsstillende, at denne type fejl kan opstå, siger Thorkild Fogde i pressemeddelelsen.

    I Danmark har udlændinges indrejseforbud været synligt i grænsekontrollanternes kriminalregister, selv om forbuddene var slettet fra den fælles EU-database.

    Så hvis politiet har kontrolleret en udlændings rejselegitimation ved hjælp af politiets øvrige systemer, ville et eventuelt indrejseforbud fremgå i det danske kriminalregister.

    Og dermed vil den pågældende som udgangspunkt være blevet udvist.

    22 EU-lande samt Norge, Island, Schweiz og Lichtenstein er med i Schengen-samarbejdet. Man kan som udgangspunkt rejse frit – uden at skulle fremvise pas – mellem landene i Schengen-samarbejdet.

    De øvrige Schengen-lande er blevet orienteret om Rigspolitiets fejl.

    /ritzau/