Beboere må evakueres under voldsom brand i Hvidovre-ejendom

    Flere opgange er natten til torsdag blevet evakueret ved en brand i en ejendom i Hvidovre, som udvikler sig hastigt.

    Det oplyser vagtchef Jens Møller fra Københavns Vestegns Politi omkring klokken 02.15.

    – Vi er ved at evakuere nogle beboere. Der er ikke nogen umiddelbart, som er fanget i branden. Alle beboere er kommet ud, siger han.

    – Men branden udvikler sig forholdsvist voldsomt.

    Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 01.41.

    Ifølge Hovedstadens Beredskab måtte to personer reddes ud af en lejlighed i stueetagen.

    – Branden har bredt sig til ejendommens tagkonstruktion, hvorfor der bliver iværksat en større indsats i forhold til evakuering og slukning, skriver Hovedstadens Beredskab.

    Beboelsen ligger på Vojensvej.

    – Beboere i området bedes lukke vinduer og ventilation, holde sig indendøre og i øvrigt undgå røgen fra branden, skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter.

    /ritzau/