Sveriges fodboldlandstræner har coronavirus

    Sveriges fodboldlandstræner, Janne Andersson, er blevet testet positiv med coronavirus.

    Det skriver Sveriges Fodboldforbund på sin hjemmeside.

    Andersson var i forvejen isoleret og skulle ikke stå på sidelinjen i onsdagens landskamp mod Danmark.

    Men med den positive test står det klart, at han også går glip af Sveriges efterfølgende kampe i Nations League.

    – Janne har det forholdsvis godt, fortsætter med at isolere sig hjemme, men kommer ikke til at slutte sig til denne samling, siger landsholdslæge Anders Valentin.

    Janne Andersson blev i weekenden sendt i hjemmekarantæne, efter at en såkaldt “nær kontakt” var blevet testet positiv.

    Han har derfor ikke haft kontakt til den svenske landsholdstrup, der i de seneste dage har forberedt sig på testkampen mod danskerne i Brøndby.

    Andersson testede negativ i weekenden, men da han blev testet igen tirsdag, var resultatet det modsatte.

    Det bliver assistenten Peter Wettergren, der kommer til at stå i spidsen for det svenske landshold mod Danmark og i de to kampe mod Kroatien og Frankrig i Nations League.

    /ritzau/