Tottenham ruster sig til slutspurt med Leicester


    Christian Eriksens Tottenham er nærmeste konkurrent til at puste Leicester og landsholdskollega Kasper Schmeichel i nakken i kampen om Premier League-trofæet.

    Når landsholdspausen er forbi, vil Tottenhams manager Mauricio Pochettino forberede sit hold til den helt store slutspurt mod Leicester.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    – Det er sandt, at vi nu går ind i en ny fase i forhold til tidligere.

    – Efter landsholdspausen har vi kun en kamp om ugen, så vi får mulighed for at forberede kampene på en måde, som ikke var muligt tidligere, siger Mauricio Pochettino til britiske medier.

    Lige nu er der fem point mellem Leicester og Tottenham med syv spillerunder tilbage. Arsenal er nummer tre med 11 point op til topholdet. Arsenal har dog spillet en kamp færre.

    – Vi er i en situation, hvor vi må se på vores fremtid i et rigtigt fint perspektiv. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at arbejde hårdt og kæmper i hver eneste kamp, fortsætter Mauricio Pochettino.

    Hvis Tottenham vinder det engelske mesterskab, vil det være tredje gang i klubbens historie. Seneste mesterskab var i 1961. Topholdet Leicester har aldrig tidligere vundet det.

    /ritzau/