Belgien finder dna-spor efter endnu en mistænkt


    Kriminalfolk er fortsat “langt fra at løse puslespillet” om et islamistisk angreb på Paris i november, siger den belgiske rigsanklager efter et møde med sin franske kollega i Bruxelles. Men et meget interessant dna-spor er dukket op på endnu en mistænkt.

    Mødet var kommet i stand, efter det fredag lykkedes at anholde den hovedmistænkte Salah Abdeslam i en forstad til Bruxelles.

    Politiet har fundet dna fra den nye mistænkte i flere huse i Belgien og på sprængstoffer, der blev brugt under angrebet i Paris.

    Han kan være en vigtigt brik i puslespillet til at fastslå, hvem der udførte og stod bag radikale islamisters angreb på mål i Paris, siger den belgiske statsanklager, Frederic Van Leeuw.

    – Vi har fået et ikke ringe antal brikker til puslespillet i de senest få dage, og adskillige brikker er faldet på plads. Men jeg er stadig – og vi er stadig – langt fra at have løst puslespillet, siger Frederic Van Leeuw på et pressemøde.

    Den nye mistænkte er ifølge efterforskere den 24-årige Najim Laachraoui, som tidligere har været kendt under det falske navn Soufiane Kayal.

    Laachraoui brugte sit falske navn til at rejse til Ungarn i september sidste år sammen med Abdeslam, som er den eneste overlevende fra Paris-angrebet.

    Laachraoui menes også at have været i Syrien i februar 2013.

    Den belgiske anklager oplyser, at Abdeslam er blevet afhørt, men at han “ikke var i så god form” på grund af et skudsår.

    Den 26-årige Abdeslam blev skudt i benet under fredagens dramatiske anholdelse i forstaden Molenbeek.

    Den franske anklager Francois Molins fortæller, at det er den franske forventning, at Abdeslam vil blive udleveret til Frankrig.

    – Det er op til Salah Abdeslam at beslutte det. Enten er han enig og kan udleveres hurtigt, eller han undlader at spille med, og så vil det være op til de belgiske myndigheder at beslutte, om der overhovedet skulle være nogen grund til at nægte udleveringen af ham, konstaterer Molins.

    /ritzau/AFP