54 indsatte i fængsel er i isolation efter smitte hos ansat

    Coronavirusset har fundet vej ind i danske fængsler, hvor der har været smitte i Jyderup, Nyborg og nu senest Storstrøm Fængsel på Falster.

    Her er 54 indsatte sat i isolation, og 14 medarbejdere i fængslet er sendt hjem, efter at en ansat er bekræftet coronasmittet.

    Det fortæller Radio4, skriver Sjællandske.

    Mads Holgersen er tillidsmand for fængselsbetjentene, og ifølge ham var der allerede inden hjemsendelsen af personale et stort arbejdspres.

    – Både mentalt og fysisk er vi pressede. Og når 14 ud af 100 betjente ikke kan arbejde, får resten af betjentene endnu mere at lave, siger han til radiostationen ifølge Sjællandske.

    Ifølge ham bruger de ansatte i fængslerne ikke værnemidler. De må først finde dem frem, når der er konstateret smitte i fængslet.

    Radiostationen har uden held forsøgt at få et interview med Kriminalforsorgen om, hvordan den håndterer situationen med coronasmitte i danske fængsler.

    /ritzau/