Boligpriserne fortsatte med at stige i august

    Der var fortsat godt gang i boligmarkedet i august. Her oplevede særligt ejerlejlighederne fortsatte prisstigninger, viser tal fra Danmarks Statistik.

    På landsplan lå priserne i august ni procent højere end samme måned sidste år. Priserne på enfamilieshuse lå 5,4 procent højere.

    Dermed viser boligmarkedet sig altså fortsat robust under coronakrisen.

    Ifølge Mikkel Høegh, boligøkonom i Jyske Bank, er det lidt vanskeligt at forklare, at priserne er steget så meget den seneste tid.

    – En hovedforklaring er nok de lave renter, der muligvis virker med kraftig styrke i det nedre terræn, skriver han i en kommentar.

    Samtidig bliver en større andel af formuen placeret i mursten frem for i banken, hvor det koster penge at have større beløb stående, vurderer han.

    – Denne forklaring passer måske i særlig grad på ejerlejlighedsmarkedet, der især har fået fart de sidste par måneder, lyder det fra økonomen.

    Maj, juni, juli og august placerer sig alle fire i top ti over de måneder, hvor der er solgt flest boliger. Statistikken dækker tilbage til 2006.

    /ritzau/