Landsretten straffer fire mænd for svig i millionklassen

    I 2012 ransagede 80 politibetjente 24 forskellige adresser, fordi man mistænkte bagmænd for at stå bag moms- og skattesvig i millionklassen.

    I juni sidste år endte fire mænd så med at blive idømt mellem tre og seks års fængsel i Københavns Byret for omfattende svig, der blandt andet fandt sted i rengøringsbranchen.

    Den afgørelsen ændrede Østre Landsret onsdag eftermiddag.

    Landsretten stadfæstede to af fængselsdommene og skærpede én, mens den sidste endte med en mildere fængselsstraf.

    De to strengeste straffe på seks år og fem år og seks måneders fængsel blev stadfæstet, mens en fik nedsat sin straf fra fem år til fire år og seks måneders fængsel. Den sidste fik skærpet sin straf fra tre år til fire års fængsel.

    De fire mænd fik desuden nedsat deres millionbøder fra byretten betydeligt.

    Mens bøderne før lød på mellem 52 og 117 millioner kroner, valgte Østre Landsret onsdag at nedsætte bøderne, så de i stedet lød på mellem 25 og 70 millioner kroner.

    /ritzau/