Landsret forhøjer straf i første sag om coronasvindel

    Østre Landsret skærper mandag straffen i den første sag om svindel med en af hjælpepakkerne.

    En 29-årig mand idømmes fængsel i to år og tre måneder. Han forsøgte at score 427.500 kroner via ordningen om lønkompensation. I sit firma, der udlejer varebiler, bildte han myndighederne ind, at han havde fem ansatte.

    Straffen er mere end en tredobling i forhold til det normale niveau i andre sager om bedrageri.

    Tidligere mente Københavns Byret, at straffen skulle være fængsel i et år og seks måneder.

    Den dømte skal også af med en tillægsbøde på 1.275.000 kroner.

    /ritzau/