Bombe fundet i bil ved regeringsbygning i Tyrkiet


    Tyrkiske bombeeksperter har deaktiveret en bombe, som natten til fredag blev fundet i en bil foran en regeringsbygning i det sydøstlige Tyrkiet.

    Det fortæller sikkerhedskilder ifølge Reuters.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Der var 150 kilo sprængstof i køretøjet, som ifølge sikkerhedskilder blev fundet i byen Hani i Diyarbakir-provinsen.

    Ingen yderligere detaljer er umiddelbart tilgængelige på nuværende tidspunkt.

    13. marts mistede 37 mennesker livet efter et bombeangreb i Ankara. Radikale kurdere har taget skylden for selvmordsangrebet.

    Det er gruppen Kurdistans Frihedsfalke (TAK), udbryder af og knyttet til Kurdistans Arbejderparti (PKK), der hævder at stå bag.

    Og angrebet er en af grundene til, at sikkerheden er skærpet flere steder i landet.

    Den amerikanske ambassade i Ankara har udsendt en erklæring til borgerne om, at de “bør være opmærksomme på deres sikkerhed”.

    Og at de desuden skal være opmærksomme på festlighederne omkring det kurdiske nytår, Newroz, der finder sted i weekenden, da store arrangementer kan eskalere til vold.

    – Den amerikanske ambassade minder også om, at terrororganisationer har haft trafikknudepunkter, tyrkiske, offentlige faciliteter og offentlige rum som mål i den seneste tid, lyder det fra ambassaden ifølge Reuters.

    /ritzau/Reuters