En mand på 20 og en mand på 83 år har mistet livet i en trafikulykke på motortrafikvejen ved Rønde på Djursland mandag morgen, oplyser Østjyllands Politi.
De pårørende til de to mænd er blevet underrettet.
Ulykken skete kort før klokken 08 mandag morgen på motortrafikvejen, som bugter sig uden om Rønde på den sydvestlige del fa Djursland.
Hos politiet fortæller kommunikationsrådgiver Janni Lundager, at politiets foreløbige undersøgelser tyder på, at der er tale om en ulykke, der er sket i forbindelse med en overhaling.
To lastbiler og to personbiler var involveret i ulykken, og meldingen lød i første omgang, at to personer var i kritisk tilstand.
Motortrafikvejen har været afspærret på strækningen mellem Randersvej og Flintbakken. Det vil den være et stykke tid endnu, lyder meldingen fra politiet kort før middagstid mandag.
/ritzau/











