Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, rettede lørdag et nyt kraftigt angreb mod Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, som han kritiserer for at være stærkt antimuslimsk.
Erdogan siger, at Macron bør “mentalundersøges”.
– Hvad kan man sige om et statsoverhoved, der behandler millioner af medlemmer af et andet trossamfund på denne måde? Først og fremmest, at han skal mentalundersøges, siger Erodgan i en tv-transmitteret tale.
Erdogan raser mod Macrons og den franske regerings nye lovpakke, som skal beskytte Frankrigs sekulære værdier mod radikale islamister.
Macron kaldte i en tale tidligere i denne måned islam for en religion “i krise”.
Macron sagde, at Frankrig skal styrke sekularismen i Frankrig, så politiske forhold kan diskuteres uafhængigt af religion. Han advarede om, at der er “islamisk separatisme” i landet.
Den franske præsident bebudede samtidig, at et forbud mod tørklæder og slør vil blive udvidet til også at omfatte ansatte i den private sektor.
Staten skal også have bemyndigelse til at gribe ind, hvis et lokalt styre har givet “uacceptabelt mange” indrømmelser til muslimer.
Han holdt talen i en Paris-forstad, hvor han erklærede sig fast besluttet på at stoppe alle, som “bruger religion til at opbygge parallelsamfund”.
Erdogan mener, at den franske leder har overdrevet og fornærmet med sine udtalelser.
– Hvem er du, at du tillader dig at tale om islams strukturer, hed det tidligere i et verbalt angreb mod Macron fra Erdogan, som er stifter og leder af Tyrkiets AK-parti, som har islamistiske rødder.
/ritzau/AFP











