Flere lungekræftpatienter kan få middel der giver ekstra levetid

    Flere lungekræftpatienter anbefales nu i kombination med kemoterapi at få lægemidlet Keytruda.

    Det fremgår af nye anbefalinger fra Medicinrådet, som rådgiver regionerne om brug af medicin på sygehusene.

    Rådet lægger vægt på, at midlet i gennemsnit kan give syv måneders længere levetid i kombination med kemoterapi. Og flere patienter er fortsat i live efter 18 måneder.

    Kræftmidlet er allerede godkendt til behandling af en anden type patienter med lungekræft.

    Så det er ikke et nyt og uafprøvet middel.

    Hvert år bliver 300 danskere diagnosticeret med den variant af lungekræft, som Keytruda nu anbefales til.

    Medicinrådet har efter flere vurderingsrunder nu valgt at anbefale midlet til flere lungekræftpatienter.

    Indtil nu har den danske anbefaling været begrænset til en undergruppe af lungekræftpatienterne.

    Ifølge Kræftens Bekæmpelse vil anbefalingen berøre omkring 200 patienter årligt. Behandlingen bruges og er godkendt til lungekræftpatienter i store dele af Vesteuropa.

    /ritzau/