Manchester Citys problem med skadede spillere blev forværret onsdag, da holdets brasilianske midtbanespiller Fernandinho måtte humpe ud i slutningen af onsdagens Champions League-kamp mod Porto.
Fernandinho blev først skiftet ind i det 85. minut, men måtte i tillægstiden forlade banen. Tilsyneladende med en muskelskade i benet.
Manchester Citys manager, Pep Guardiola, forventer at måtte se bort fra Fernandinho i op til halvanden måned.
– Dårligt nyt. Jeg tror, at det vil vare fire-seks uger, siger Guardiola om skaden.
– Det er et stort tilbageslag for os med antallet af kampe og mangel på spillere, tilføjer han.
I forvejen har klubben midtbanespilleren Kevin De Bruyne, forsvareren Aymeric Laporte og angriberen Gabriel Jesus på skadeslisten.
Desuden er adskillige spillere endnu ikke i fuld kampform.
Deriblandt midtbanespilleren Ilkay Gündogan, som dog bragte City foran 2-1 mod Porto på et frispark. Kampen endte 3-1 til det engelske tophold.
– Hvis jeg skal være ærlig, så har vi nogle problemer med skader, og at miste Fernandinho mod slutningen af kampen er endnu et problem, siger Gündogan.
– Jeg er selv endnu ikke helt der, hvor jeg skal være efter at have haft covid-19.
De Bruyne og Laporte ventes at vende tilbage til træningsbanen på torsdag, men det er uvist, om de bliver klar til Premier League-kampen på lørdag mod West Ham.
/ritzau/Reuters











