Yderligere 500 flere er smittede med coronavirus

    Der er i det seneste døgn registreret 500 nye tilfælde af coronavirus i Danmark. To personer er døde, og i alt 110 er indlagt, oplyser Statens Serum Institut lørdag.

    Antallet af nye smittede er det højeste i cirka to uger. Sidst, der var 500 eller flere, var den 2. oktober, hvor der var 536 nye smittede.

    Der er ikke flere indlagte, end der var fredag. Antallet af indlagte, der er forbundet til en respirator, falder fra 11 til 10. Ud over dem i respirator er 6 personer indlagt på intensivafdeling.

    Antallet af nye smittede er baseret på 37.518 prøver. Andelen af folk, der testede positive var cirka 1,3 procent.

    Efter det seneste døgns to dødsfald er nu i alt 679 døde med covid-19, siden pandemien ramte landet. Der er i alt blevet konstateret 34.941 tilfælde af smitte i Danmark, hvor der nu testes langt flere end i begyndelsen.

    /ritzau/