FC Midtjylland fik mandag forårets første sejr i Superligaen, da Hobro blev besejret med 3-0 i en kamp, hvor midtjyderne mindede om det hold, der blev mester sidste sæson.
På trods af den sikre FCM-sejr ligner FC København et hold, der styrer direkte mod det danske mesterskab, efter at førerholdet søndag slog titelbejlerne fra AaB med hele 6-2.
FCM-anfører Jakob Poulsen indrømmer da også, at FCK ser meget stærke ud, og at FCM skal holde fokus på sig selv.
– FC København ser rigtigt stærke ud i øjeblikket. Men hvis vi stadig har mulighed for at nappe en guldmedalje, så gør vi det.
– Vi skal bare ud og levere nogle sejre, og så må vi kigge på, hvor vi står henne i det store billede, når vi nærmer os sæsonafslutningen, siger Jakob Poulsen
De midtjyske ulve møder i næste weekend Superligaens nummer to, Sønderjyske, og anføreren ved godt, at det bliver en svær kamp.
– Sønderjyske spiller rigtigt godt for tiden, og man kan se, at det er et godt hold, siger han.
FCM-træner Jess Thorup påpeger, at det kan gå hurtigt i fodbold, og for kort tid siden var alt håbløst.
– For tre uger siden var vi de bedste i Danmark og vi skulle spille i Premier League. Så fik vi et point i tre kampe, og så var alt håbløst. Nu begynder folk at tale om andenpladsen igen. Det går rigtigt hurtigt i fodbold.
– Vi har god tro på egne evner, og vi glæder os til at komme til Haderslev og spille imod Sønderjyske. Det er en topkamp, og det glæder vi os til.
– Vi skal prøve at glemme tabellen lidt og få gang i sejrene igen, og så må vi se, hvor vi ender, siger Thorup.
FC Midtjylland har 35 point, mens Sønderjyske har 36. Derfor er der tale om en regulær topkamp på søndag, når kampen fløjtes op på Sydbank Arena i Haderslev.
/ritzau/