Mette F. mødes virtuelt med Indiens premierminister Modi mandag

    Statsminister Mette Frederiksen (S) skal mandag mødes virtuelt med Indiens premierminister, Narendra Modi.

    Det oplyser Indiens udenrigsministerium ifølge det indiske nyhedsbureau PTI.

    Mødet skal blandt andet styrke det bilaterale partnerskab, lyder det.

    De to ledere vil få mulighed for at udstikke “en bred politisk retning for et styrket og uddybet samarbejde om centrale emner af gensidig interesse”. Sådan lyder det fra udenrigsministeriet i Indien ifølge PTI.

    Omkring 200 danske virksomheder har investeret i Indien, skriver PTI. Det er blandt andet i sektorer som skibsfart, vedvarende energi og landbrug.

    PTI skriver også, at mødet vil resultere i, at Danmark indtræder i det indiske initiativ International Solar Alliance (ISA).

    I 2015 præsenterede Modi sammen med Frankrigs daværende præsident, François Hollande, den internationale solalliance. Det skete i forbindelse med åbningen af klimatopmødet i Paris.

    Samarbejdet skulle styrke en udvikling mod ren solenergi, som er til at betale.

    /ritzau/