Kampe i omstridt region i Kaukasus bekymrer EU og Rusland

    Stop kamphandlingerne med det samme og genoptag dialogen.

    Sådan lyder en kraftig opfordring fra EU, efter at der søndag udbrød kampe mellem armenske separatister og Aserbajdsjan i den omstridte region Nagorno-Karabakh.

    – De militære handlinger skal stoppe, og det skal ske omgående, for at forhindre yderligere optrapning, skriver EU-præsident Charles Michel på Twitter.

    Han opfordrer samtidig til, at parterne “med det samme genoptager forhandlinger uden at stille betingelser”.

    Også i den franske regering giver situationen anledning til dybe panderynker

    – Frankrig er ekstremt bekymret over konfrontationen, siger talsmand i det franske udenrigsministerium Agnes bon der Muhil i en erklæring.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    I samme erklæring kræver ministeriet “omgående” stop for fjendtlighederne i Nagorno-Karabakh.

    Flere civile har mistet livet i kampene, og derudover er to militærhelikoptere fra Aserbajdsjan blevet skudt ned.

    Meget tyder på, at begge sider forbereder sig på en krig.

    Således har den armenske premierminister, Nikol Pasjinian erklæret militær undtagelsestilstand.

    – Regeringen har besluttet at erklære militær undtagelsestilstand og total mobilisering, skriver han søndag i en besked på Facebook.

    Ligesom Frankrig holder Rusland nøje øje med udviklingen i regionen. Også i det russiske regeringshovedkvarter i Kreml opfordrer man parterne til at stoppe kamphandlingerne.

    – Vi opfordrer begge sider til omgående at indstille skydningen og indlede forhandlinger for at stabilisere situationen.

    Sådan lyder det søndag i en erklæring fra det russiske udenrigsministerium. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Både Frankrig og Rusland er medlemmer af den såkaldte Minsk-gruppe, der agerer mægler i striden mellem Aserbajdsjan og Armenien.

    /ritzau/