Kampe i omstridt region i Kaukasus bekymrer i udlandet

    Stop kamphandlingerne med det samme og genoptag dialogen.

    Sådan lyder en kraftig opfordring fra Frankrig, efter at der søndag udbrød kampe mellem armenske separatister og Aserbajdsjan i den omstridte region Nagorno-Karabakh.

    – Frankrig er ekstremt bekymret over konfrontationen, siger talsmand i det franske udenrigsministerium Agnes bon der Muhil i en erklæring.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    I samme erklæring kræver ministeriet “omgående” stop for fjendtlighederne i Nagorno-Karabakh.

    Flere civile har mistet livet i kampene, og derudover er to militærhelikoptere fra Aserbajdsjan blevet skudt ned.

    Meget tyder på, at begge sider forbereder sig på en krig.

    Således har den armenske premierminister, Nikol Pasjinian erklæret militær undtagelsestilstand.

    – Regeringen har besluttet at erklære militær undtagelsestilstand og total mobilisering, skriver han søndag i en besked på Facebook.

    Ligesom Frankrig holder Rusland nøje øje med udviklingen i regionen. Også i det russiske regeringshovedkvarter i Kreml opfordrer man parterne til at stoppe kamphandlingerne.

    – Vi opfordrer begge sider til omgående at indstille skydningen og indlede forhandlinger for at stabilisere situationen.

    Sådan lyder det søndag i en erklæring fra det russiske udenrigsministerium. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Både Frankrig og Rusland er medlemmer af den såkaldte Minsk-gruppe, der agerer mægler i striden mellem Aserbajdsjan og Armenien.

    /ritzau/