Verdensmester trodser brækket håndled og er VM-klar

    Når de bedste kvindelige cykelryttere lørdag dyster om VM-guldet i linjeløbet i italienske Imola, er den forsvarende verdensmester, Annemiek van Vleuten, med.

    Hollænderen styrtede ellers i sidste uge i etapeløbet Giro Rosa og brækkede håndleddet.

    Hun meldte derefter sig selv ude af kampen om den regnbuefarvede trøje, men stiller nu alligevel til start, fortæller hun til cyclingnews.com.

    – Mit håndled føles ret godt, og jeg kan ikke klage. For mig er det et mirakel, at jeg har det så godt, siger hun.

    – Jeg har ingen smerter på cyklen, og jeg kan tage fat i styret, 100 procent. Jeg har ingen problemer med at håndtere cyklen, og det var vigtigt for min beslutning.

    – Lægerne har fortalt mig, at det ikke er et problem, hvis jeg styrter igen, for så kan det ikke forværre skaden, siger cykelrytteren.

    37-årige van Vleuten blev verdensmester i linjeløb for første gang, da VM sidste år blev afholdt i Yorkshire i England. To gange tidligere har hun været verdensmester i enkeltstart.

    Kvindernes linjeløb begynder klokken 10.35.

    Det danske hold består af Cecilie Uttrup Ludwig, Pernille Mathiesen, Emma Norsgaard, Julie Leth, Birgitte Krogsgaard og den tidligere verdensmester Amalie Dideriksen.

    /ritzau/