Politi anholder mand for skuddrab på tilfældig i Vollsmose

    Fyns Politi har foretaget den første anholdelse i sagen om skuddrabet på en 31-årig mand i Vollsmose.

    Fredag formiddag har politiet således anholdt en 25-årig mand, som sigtes for medvirken til drab. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

    Drabet fandt sted i Egeparken 24. juni. Det 31-årige offer befandt sig ifølge politiet tilfældigt i skudlinjen under en skududveksling mellem to stridende grupperinger.

    Politiet venter, at fredagens anholdelse er den første af flere i sagen.

    – Jeg kan ikke komme ind på detaljer i efterforskningen, men vi har nu lagt så mange brikker i puslespillet, at jeg ikke er i tvivl om, at vi meget snart anholder flere i sagen, siger Jesper Pedersen, vicepolitiinspektør i Fyns Politi, i politiets meddelelse.

    For cirka en uge siden delte politiet både billeder og videoer af den mand, som det mener affyrede det dræbende skud. Ham mangler politiet fortsat at finde frem til.

    Men politiet har fået et navn på vedkommende, som politiet har beskrevet som “markant lavere” end de øvrige.

    – Som vi tidligere har fortalt, så har vi en meget klar formodning om, hvem der afgav det dræbende skud, nemlig den ret lave mand på billederne fra tunnelen.

    – Vi er faktisk ret sikre på, hvem han er, og derfor har vi lige nu vores søgelys rettet mod ham, siger Jesper Pedersen.

    Han vil af hensyn til den fortsatte efterforskning ikke komme yderligere ind på, hvad politiet bygger sine formodninger på.

    Politiet vil stadig gerne høre fra folk, der har oplysninger i sagen. Jesper Pedersen pointerer, at politiet vil beskytte vidner og deres oplysninger med “de værktøjer,” de har til rådighed.

    Skudepisoden var ifølge politiet en kulmination på en længerevarende konflikt mellem to grupper. Det er en gruppe med tilknytning til Korsløkkeparken på den ene side og en gruppe tilknyttet Bøgetorvet i Vollsmose på den anden.

    Den 25-årige mand, som er anholdt fredag, vil blive stillet for en dommer i Retten i Odense klokken 14.

    Politiet ønsker ikke at fortælle, hvilken rolle den 25-årige skal have spillet i drabet.

    /ritzau/