Ansat i børnehave fængslet – tog fotos under bleskift

    En mandlig ansat i en børnehave skal foreløbigt være varetægtsfængslet i fire uger.

    Det har en dommer besluttet i et grundlovsforhør i Retten i Aalborg torsdag.

    Ved retsmødet torsdag var der lukkede døre, og manden er blevet beskyttet af et navneforbud.

    Manden sigtes for blufærdighedskrænkelse og børneporno. Sigtelsen er rejst, efter at hans kolleger slog alarm tirsdag.

    Kollegerne opdagede ifølge politiet tirsdag, at han med sin mobiltelefon tog billeder af et treårigt barn under et bleskift.

    Episoden fandt sted i en børnehave i Aalborg Kommune. Kommunen har orienteret de forældre, der har børn på institutionen.

    Efter anholdelsen fandt politiet flere billeder af yderligere otte børn fra børnehaven og andet børnepornografisk materiale på mandens telefon.

    Der er foreløbig ikke noget, der tyder på, at manden har forgrebet sig fysisk på børnene.

    – Det er en sag, som vi ser på med stor alvor, hvorfor vi øjeblikkelig har indledt en større efterforskning af forholdene, sagde politikommissær ved Nordjyllands Politi Carsten Straszek onsdag.

    I forbindelse med efterforskningen har politiet ransaget mandens bopæl og beslaglagt en række genstande. Det er især elektronik, ligesom man har afhørt den sigtede og en række vidner.

    Politiet vil ikke udelukke, at der rejses flere sigtelser mod manden, hvis efterforskningen giver nye oplysninger.

    Torsdag vil politiet sammen med kommunen holde et møde med forældrene fra børnehaven.

    /ritzau/