Frank de Boer afløser Koeman som hollandsk landstræner

    Den tidligere hollandske landsholdsspiller Frank de Boer erstatter den nyansatte FC Barcelona-træner, Ronald Koeman, som hollandsk landstræner.

    Det oplyser landets fodboldforbund, KNVB, onsdag.

    Frank de Boer, der som spiller har en fortid i blandt andet Ajax og Barcelona, har fået en kontrakt, der løber frem til VM i 2022.

    Stillingen som hollandsk landstræner har været ledig, siden Ronald Koeman i august blev præsenteret som ny Barcelona-træner.

    50-årige Frank de Boer har spillet over 100 landskampe for Holland.

    Som træner havde han en god tid i Ajax, mens trænerophold i Inter, Crystal Palace og Atlanta United i USA var en mere blandet fornøjelse.

    Holland var uden en permanent landstræner i aktion i Nations League tidligere i september. Her blev det til sejr over Polen og nederlag til Italien.

    Første opgave for Frank de Boer bliver en testkamp mod Mexico 7. oktober, inden Holland møder Bosnien-Hercegovina i Nations League 11. oktober.

    /ritzau/dpa