Skadet Naomi Osaka melder fra til French Open

    Den forsvarende US Open-mester Naomi Osaka trækker sig fra French Open senere på måneden på grund af en skade.

    Det skriver den 22-årige japaner i et opslag på Twitter og Instagram natten til fredag dansk tid.

    – Desværre vil jeg ikke være i stand til at spille i French Open i år. Mit baglår er stadig ømt, så jeg har ikke nok tid til at forberede mig på gruset, skriver hun med henvisning til, at der spilles på grus i French Open.

    – Disse to turneringer lå for tæt på hinanden for mig denne gang, skriver hun videre.

    Det er blot seks dage siden, at Naomi Osaka lørdag vandt US Open i New York City.

    /ritzau/