Efterlyst mand meldte sig selv: Er fængslet for drabsforsøg

    I over en uge har en 22-årig mand været efterlyst for et knivstikkeri 29. august, og mandag meldte manden sig selv til politiet.

    Han er blevet fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Holbæk tirsdag, hvor en dommer valgte at varetægtsfængsle den 22-årige i fire uger sigtet for drabsforsøg.

    Det skriver anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

    Politi og anklagemyndighed mener, at det var den 22-årige mand, der førte kniven, da en 26-årig mand en nat i august blev stukket ned i Kalundborg. Han blev ramt af flere stik på kroppen og i halsen.

    Offeret blev indlagt på hospitalet, der betegnede hans tilstand som kritisk.

    En 20-årig mand blev desuden snittet i den ene hånd under knivstikkeriet.

    Politiet oplyste dagen efter episoden, at det var politiets opfattelse, at den 26-årige blev stukket ned på grund af en intern strid mellem de tre mænd.

    Det blev dog ikke uddybet, hvad den skulle bunde i, eller hvorfor det eskalerede så voldsomt.

    Den 22-årige har ikke kæret kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

    /ritzau/