To indlagt med nyresvigt efter at have spist giftige svamp

    To personer er blevet indlagt på Aalborg Universitetshospital med svær nyresvigt. Det skyldes, at de har spist giftige svampe.

    Det skriver Nordjyske. Hospitalet har også udsendt en advarsel på Facebook.

    De to indlagte har spist svampen hvælvet gift-slørhat. Den er sjælden i Danmark, men tilhører en mere udbredt familie af slørhatte, hvor mange er meget giftige.

    Begge patienter er i dialysebehandling, skriver hospitalet.

    – Symptomer på forgiftning kommer typisk først flere dage efter indtagelsen. Sædvanligvis i form af opkast, diarré og aftagende nyrefunktion.

    – I nogle tilfælde bliver nyreskaderne permanente med behov for livslang dialyse eller nyretransplantation, skriver hospitalet på Facebook.

    Det råder til kun at spise svampe, som man med sikkerhed kan genkende og skelne fra andre arter.

    Netop fordi svampen er meget sjælden, undrer det Svend Møller Nielsen, som er naturvejleder ved Naturcenter Fosdalen, at nogle er kommet til at spise den.

    Det siger han til TV2 Nord.

    – Jeg har aldrig selv set sådan en gennem de 20 år, jeg har været her.

    – Den ligner ikke andre svampe. Det er en brun svamp, og den ser ikke indbydende ud at spise. Så man kan ikke tage fejl, hvis man bare har en lille smule forstand på svampe, siger han til mediet.

    /ritzau/