Passivt DBU mister store talenter til udlandet


    I sidste spillerunde i Superligaen scorede FC Nordsjælland-talentet Emre Mor sit første superligamål, og forventningerne til hans fremtid er store.

    Men det danske fodboldlandshold kommer ikke til at drage nytte af angriberens evner.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Mor valgte i begyndelsen af februar, at han fremover vil repræsentere det tyrkiske landshold. Få uger tidligere proklamerede FC Københavns Youssef Toutouh, at hans landsholdsfremtid ligger i Marokko.

    Begge spillere har det tilfælles, at de har spillet en række ungdomslandskampe for Danmark. Men med fravalget kan Dansk Boldspil-Union (DBU) altså ikke høste frugten af talentarbejdet.

    De to spillere kan vælge at spille for et andet land, da de har forældre, der er født i henholdsvis Tyrkiet og Marokko, og fordi spillerne endnu ikke har spillet en officiel A-landskamp for Danmark.

    I begge tilfælde har der været tale om langvarigt lobbyarbejde fra både tyrkisk og marokkansk side.

    DBU-elitechef Kim Hallberg forklarer, at DBU bevidst har valgt ikke at udføre lobbyarbejde for at sikre, at spillerne vælger en landsholdskarriere i rødt og hvidt.

    – Vi kan hurtigt blive sat i en situation, hvor det, vi siger, kan misforstås. Det kan måske opfattes, som at vi lover spilleren noget, og den situation vil vi aldrig sætte hverken os selv eller spilleren i, forklarer Hallberg.

    Han mener samtidig, at spørgsmålet om nationalitet er så følsomt, at DBU ikke kan tillade sig at påvirke spillerne.

    – Det handler ikke kun om sport. Det er noget, spilleren og hans familie selv skal tage stilling til uden vores indblanding, siger han.

    Men ikke alle lande ser sådan på opgaven. DBU kan derfor blive en taber i spillet om talenterne med rødder i flere lande.

    Ifølge Asker Hedegaard Boye, der er idéhistoriker og forfatter med speciale i fodbold, er de forskellige tilgange udtryk for forskellige kulturelle opfattelser af, hvad et landshold skal være.

    – Der er nogle nye fodboldnationer, der vil gøre hvad som helst for at stille med de stærkeste mandskaber.

    – Især det tyrkiske fodboldforbund er meget aggressivt i sin rekruttering af spillere. Man har ansat folk rundt omkring i Europa, der scouter spillere for at rekruttere dem til landsholdene. Og det er jo en helt ny situation.

    – Der har en del vesteuropæiske lande måske sovet i timen og ikke været opmærksomme på udfordringen. Tyskerne har været hårdt ramt, og de er nu blevet meget mere opmærksomme på de her spillere, siger Asker Hedegaard Boye.

    /ritzau/