Nedlukningen af det danske samfund har betydet et større indtægtstab for Sund & Bælt, der driver Storebæltsbroen.
I årets første seks måneder har udbruddet af coronavirus betydet tabte indtægter på 250 millioner kroner.
Det oplyser selskabet i sit regnskab for perioden.
Topchef Mikkel Hemmingsen peger i en kommentar på, at coronasituationen fortsat påvirker trafikken over Storebælt og Øresund.
I juli var der dog godt gang i Storebæltsbroen, fortæller han.
– I juli kørte næsten 1,3 millioner biler over Storebælt, og juli blev således den største rejsemåned i broens historie, siger han.
Omsætningen er faldet til 1,4 milliarder kroner. Det er knap 16 procent mindre end den samme periode sidste år.
Underskuddet for perioden er på 86 millioner kroner efter skat. Det er markant mindre end sidste år.
Her var det på 890 millioner kroner. Forbedringen skyldes en værdiregulering af finansielle poster.
/ritzau/











