Der har denne sommer været godt gang i det danske boligmarked.
I juni er der handlet 5796 enfamiliehuse og 1938 lejligheder. Det er stigninger på henholdsvis 13,5 og 19 procent i forhold til i maj.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
En af årsagerne til den stigende aktivitet på boligmarkedet kan være, at mange har fået udskudt deres boligdrøm. Smittespredning og nedlukning gav nemlig i marts og april udfordringer med at komme ud og se bolig.
– De udskudte boligkøb har efterfølgende skulle indhentes, og vi oplever derfor en ketchupeffekt i antallet af handler, siger Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en skriftlig kommentar.
Han bemærker, at det ikke er unormalt, at boligsalget stiger op til sommeren.
Men selv hvis man tager højde for det normale sæsonmønster, så er der ifølge økonomen stadig tale om voldsomme stigninger i handelsaktiviteten.
– Og mere friske statistikker viser, at den tendens er forlænget og fortsat ind i både juli og august, siger Brian Friis Helmer.
I forhold til salgspriserne for enfamiliehuse og lejligheder er der fra maj til juni sket en modsatrettet udvikling.
Mens prisen for enfamiliehuse fra maj til juni er steget 1,4 procent, så er prisen for lejligheder i samme periode faldet med 0,5 procent.
Sammenlignet med i februar, inden Danmark lukkede ned, er prisen for enfamiliehuse nu steget med 0,8 procent. Samtidig er prisen for lejligheder faldet 0,5 procent.
Generelt vurderer Brian Friis Helmer, at boligmarkedet har klaret sig “virkelig flot” under coronakrisen. Det bakkes op af Mira Lie Nielsen, boligøkonom og chefanalytiker i Nykredit.
– Boligmarkedet har vist sig modstandsdygtigt over for krisen og må siges at have trukket sig ud af første runde som sejrherre.
– Næste runde kommer til at stå, når hjælpepakkerne ophører, og når vi får et bedre overblik over, hvor lang tid det vil tage dansk økonomi og ikke mindst verdensøkonomien at komme sig over corona, siger Mira Lie Nielsen i en skriftlig kommentar.
Hun forventer, at sommerens stigende boligsalg og prisstigninger bliver afløst af en mere afdæmpet salgsudvikling og månedlige boligprisfald.
/ritzau/











